Dolly og hendes/dens* udvikling

Første gang jeg så Dolly på et billede, var jeg overrasket over, hvor sød den så ud. Den sad på mine skuldre på diverse datingfotos og så ynkelig ud. Du må ikke tro at det var sådan en spontan opståelse af et lille hvidt væsen på digitale billeder - næ, jeg tegnede den skam!

Siden de sparsomme datingbilleder, begyndte jeg at tegne Dolly på fotos af folk jeg ikke kendte, uopfordret selvfølgelig, og derpå sende dem til ejeren. Det var en fryd hver eneste gang de svarede med glade smilies og positive taksigelser.
En tid gik det sådan. Så en dag jeg snakkede med Dolly, blev vi enige om at hun ville fortælle mig om sin livshistorie og jeg ville forsøge at visualisere den gennem en række billeder. Det er indtil videre blevet til fem alsidige værker der, over en overskuelig menneskelig horisont, viser Dollys spæde start på vor jord (eller er det den anden vej rundt?).

Hvis Du ser på billederne her, bliver det dog hurtigt klart at Dolly ikke er en jordling på lige fod med de væsner der (senere) fødtes her. Men hvor kommer hun så fra? Jeg kan blot sige, at jeg ikke ved det, for hun har ikke sagt det. Hun tager ikke tingene kronologisk, men tager bider af minder - tro mig, når jeg siger at det er noget af en proces, at lave de billeder!

*Du har måske efterhånden bemærket, at jeg beskriver Dolly som både 'den' og 'hun'. Indrømmet, det er besynderligt. Men der er dog en pointe, omend en smule obskur. Dolly er sådan en ting man kan omtale som 'hun' eller 'det' i den givne sætning. Dolly bliver dog aldrig en 'han'. Den er ikke særlig modig, den er ikke spor stærk eller heltemodig og den kan helt sikkert aldrig forsørge dig. Det kommer faktisk lidt an på hvad man føler for. Det er i hvert fald sådan jeg har det.

Se en gang på Dolly. Den ligner jo egentlig væsnerne fra japanske Hayamo Miyazakis Totoro. Men der er én væsentlig forskel: Dolly har ingen hale, ikke engang en lille én. Den kan heller ikke spille på fløjte, for den har ingen mund. Det betyder dog ikke, at den er skånet for sit snakketøj. Dolly kan sagtens snakke, den gider bare ikke snakke med andre end mig. Det gør også, at dens livshistorie ikke fremskyndes af tredjeparter der vil have en finger med i spillet.

Dolly er sin egen, hun sætter sig hvor hun vil og hun besøger dem hun vil. Hun er trofast, men ikke videre hjælpsom med sine små arme. Dolly er en 'fluffy' lille ting, som man kun kan holde af.